Sukkerfri Fastelavnsboller

Så er det på tide, at jeg kommer i gang efter et par måneder med en nyretransplantation og afslapning.

Da fastelavn er denne søndag, har jeg brugt dagen på at slås med en fedtfattig, sukkerfri portion fastelavnsboller, som blev overraskende gode. F.eks. er der kun 40g flydende Becel i, hvilket er betydeligt mindre end det normale i den slags boller. Der er naturligvis heller ikke sukker i.

 

Indhold til dejen:
1 dl minimælk
2 spsk. Perfect Fit
1 æg
40 g flydende Becel
35 g gær
250 g mel

 

Fyld:
2 æggeblommer
3-4 spsk. Flordrys (Atwel)
2-3 tsk. mel (med top)
Vaniljesukker
3/4 dl mælk

 

Ekstra:
En rulle sukkerfri Odense marcipan
Sukkerfri hindbærmarmelade (jordbærmarmelade kan bruges)

 

Sådan gør du:

Lun mælk i en lille gryde (det skal ikke koge). Slå ægget ud i den lune mælk og hæld flydende Becel i. Rør godt rundt mens den står over svag varme. Smuldr gæren ud i mælken og rør rundt indtil den er godt opløst.

 

Bland mel og Perfect Fit godt sammen. Hæld det i mælken mens du rører rundt. Dejen vil givetvis være lidt for tynd. Derfor skal du tage et par mindre håndfulde mel og ælte det i dejen. Dejen skal være blød og luftig og ikke hænge fast i bordet, men pas på med at komme for meget mel i på én gang.

 

Rul dejen ud som en stor plade på bordet og skær den i 8-10 stykker (10×10 cm).

 

Fyldet:

Pisk (med el-pisker) de 2 æggeblommer i en lille gryde, mens du stille og roligt hælder Flordrys i. Put skiftevis en smule mel og lidt mælk i. Du skal blive ved med at piske, mens gryden varmes langsomt op under svag varme. Hele formålet med dette er, at fyldet skal blive rimeligt tyktflydende, ellers løber det ud af bollerne i ovnen.

Jeg bruger en smule af marcipanen i fyldet. Skær en klump i små stykker og put det i massen, mens det stadig er over varmen på komfuret. Pisk indtil det er smeltet ud i massen. Hvis du slås med at få massen stiv, så hæld lidt mere Flordrys i og stil massen til afkøling lidt. Det skulle gerne gøre, at massen bliver tyk.

 

Tilbage til dejen:

Nu skal du have smurt samtlige firkanter på bordet med marmelade. Brug 1-2 tsk. pr. firkant. Hvis du vælger at putte lidt sukkerfri marcipan i, så tag en klump på størrelse med det yderste led på pegefingeren. Mas det ud i en tynd plade og læg det på marmeladen. Ovenpå hælder du en teskefuld af fyldet.

Nu skal firkanten lukkes sammen, og det gør du ved at tage alle 4 hjørner af firkanten og folde dem sammen over hinanden. Jeg klemmer gerne hjørnerne, indtil jeg kan se, at indholdet ikke kan løbe ud. Vend bollerne om og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve i 25 minutter.

 

Pensl bollerne med æg. Bag dem i 10 minutter ved 225 grader.

 

Kan evt. serveres med glasur (jeg brugte lidt Flordrys pisket sammen med lidt rigtig kakao).

 

Sukkerfri Fastelavnsboller

En tanke om “Sukkerfri Fastelavnsboller

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rul til toppen